Camino de Santiago

Livets Blog (15.04.16)

Camino – Vejen som står til rådighed for dem som er kaldet til den.
En pilgrimsrejse ind i det ukendte – mod hjertes visdom.

Det er forår, og det kribler i mig til at komme ud at gå langt igen.
Man kan gå mange steder hen, og måske finde det samme?
Camino de Santiago er én af de mest kendte pilgrimsruter, som hvert år for flere og flere besøgende.
Faktisk er der omkring 15 pilgrimsruter i Spanien, som man kan benytte sig af.
Men hvorfor tage af sted i det hele taget? Motivationen er meget individuel.

Caminoen repræsenterer livet, hvor livet kan prøves af.
Hvem er jeg? Hvem er jeg uden familie? Venner? Job? Mine vaner? Mobil? Uden støj?
Hvem er jeg uden noget at holde fast i?
Hvad kommer frem? Hvilken frygt? Hvilken glæde?

Jeg tog afsted på min første camino
I 2015 tog jeg på min første camino (Camino del norte –  den oprindelige pilgrimsrute).
30 dage med 7-8 timers vandring, 30 km hver dag. 11. Maj-10. juni.
Gennem regn, tåge, mudder, sol og bjerge. Mod, sved og tårer. Evigt forandrende landskaber, hvor gule pile viser hele vejen.
Vejen til Santiago de Compostella. Vejen som flere millioner mennesker har gået.

Der er flere ”caminoer” at vælge i mellem. Alle med såkaldte ”albergues” (herberger), kun for pilgrimme, langs hele vejen. Jeg valgte Camino del norte (startende i Irún), fordi den er langs kysten; flere bjerge og langt færre menneske. Den oprindelige camino startede her i tidernes morgen. Den mest populære er den franske vej, hvor der er over 10 gange så mange pilgrimme!

Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til. Slet ikke. Det er livet.
Læring og indsigter er der mange af hvis man er åben for dem. På mange niveauer. Helt fra forhold til kroppen og dens sprog og behov. Til relationer til andre og nuets kraft i naturen, og vigtigst: kontakten indad.

Stærke møder undervejs
På caminoen møder man mange spændende mennesker.
Jeg mødte f.eks. Tony som havde mistet sin datter sidste år. Han og hans anden datter gik den for hende og lagde små strandskaller på caminoen hjemmefra. Præcis den dag hun døde for et år siden ville de ankomme til Santiago de Compostella.
En missonær, Agnes, som havde lavet al den kriminalitet man kunne forstille, taget alle de stoffer der fandtes osv. Hans opgave fra kirken var at gå gennem Europa i 4 måneder uden penge. Det tog ham en måned at sige ja. Han har aldrig været mere fri og lykkelig i hans liv.

For første gang i mit liv havde jeg ingen længsel efter noget andet sted eller efter andre mennesker.
Ingen mails, online mobil og Facebook. Ingenting at bekymre mig om.
De 7-8 timer hver dag gik med at være åben for mig selv og det som kom til mig. Om morgenen skulle der renses lidt ud i følelserne. Jeg lavede proces-arbejde på drømme og sindet var helt åbent. Minder, billeder, samtaler og følelser kom frem, som jeg var en åben bog. I åbenheden kunne universet og jeg være helt i synkronitet. Intuitionen var skarp. Det indre jeg oplevede viste sig prompte i det ydre 24-7. Jeg praktiserede bønnens kraft hver dag og bad med hjertet efter det jeg havde brug for. Det er det vigtigste redskab i kontakten til livet. Jeg sang og nynnede mantraer, for at opretholde fokus.

Camino mirakler
Mirakler ses helt tydeligt i denne tilstedeværelse på caminoen. Vi hjælper hinanden. Lysten er der. Efter en uge kunne jeg ikke gå på mine vabel-fødder mere. Jeg havde kørt mig selv for hårdt! Der var gået infektion i én vabel og det var så smertefuldt at gå. Jeg havde prøvet hvad jeg kunne, men var løbet tør for håb og muligheder. Jeg stoppede ved en bænk for at overveje at give op. På en anden bænk siden af sad en tysk kvinde. Hun spurgte om jeg havde problemer med fødderne og spurgte om hun skulle hjælpe. Hun fortalte til min overraskelse, at hun var sygeplejeske og at mine tæer havde brug for at blive indbundet. Hun havde alt hvad der skulle bruges og jeg fik forbinding med til resten af turen. Derefter sprang jeg glad videre og gik 25 km. i klipklapper.
Hun var som sendt fra himlen, jeg var så taknemmelig og rørt.

En anden dag ankom jeg til en by i bjergene efter at have gået 30 km. i 27 graders varme, hvor der så intet albergue, hotel, pension var som jeg troede (jeg tog en alternativ rute)… og -ingen- kunne engelsk.
Med en smartphone Google-translator til tysk, fik jeg efter besvær beskeden fra de lokale om at skulle vente på at borgmesteren kom hjem, for at få lov til at låne nøglen til gymnastiksalen. Lang historie.. men den fik jeg kl. 22.00.
Jeg lå helt alene for mig selv i salen. Tåget og regn udenfor. Mange lyde gennem natten fra den gamle bygning. Unik oplevelse!

En ny start – at gå
Camino betyder vej. For mig er livet én lang vej.. som vil dele sig for de fleste. Den vil altid gå op og ned. Nogen gange er vejen slet ikke lavet. Vi må betræde den som den første.
Der skulle ske noget nyt i mit liv. Jeg var kaldet dertil.

Ved at gå oplever jeg livets simple betydning. At være til stede uden at planlægge. At være til stede på alle niveauer. Her er alt tilgængeligt. Kærligheden er her, hjælpen er her og forbundetheden med det guddommelige spejl viser vejen let og elegant. Englene kan høres. Det guddommelige netværk viser symboler, billeder og tegn fysisk på vejen, som netop jeg kan forstå. Egoet er træt og svækket – forsvaret krakelerer. Det sande jeg vokser sig frem. Bjørnen kigger også ud her. Sårbarheden kommer på banen. Det som betyder noget kan ikke holdes tilbage.
Jeg lærte blandt andet, hvor glad jeg er for mine fødder. De er der for mig hvert eneste sekund. Lige gyldigt hvad! Det var stort at indse midt i smerterne fra dem. Jeg elsker mine fødder. Vi er evigt venner. Og der er hjælp og støtte ALLE steder!

At komme tilbage “til virkeligheden”
Det var et chok at komme tilbage. Er det her virkelig mit land? Folk som cykler med fråder om munden, asfalt og biler overalt, folk som ikke hilser.. med hovedet nede i mobilen væk fra øjeblikket, folk som frygter øjenkontakt, og snakker om alt andet end dem selv, kun om fortiden og fremtiden. Jeg var så åben. Energien var støjfuld og lukket her.
Det tog 10 dage at falde til igen. Jeg havde bare mest lyst til at gå videre.
Jeg indså hurtigt, at jeg ville flytte fra København. Ud på landet, ikke alene men i fællesskab. Jeg ønsker ikke at opsøge naturen mere, men være i den, den er mit hjem.
Hvorfor kun drømme om det?

Billedet: Et stenhus i bjergene, lige på Camino Del Norte ruten.
Her bor Carmen (for bordenden). Hun har viget hendes liv og hjem til pilgrimme som kommer forbi.
Privat herberg per donation. Alt mad er hjemmelavet. Høns, kirsebær og mad i baghaven.
Jeg satte mig i en sofa udenfor med udsigt over bjergene, med hendes guitar og gav nogle numre.
Her spiser vi aftensmad i stuen, tæt ved pejsen. Folk har svært ved at tage derfra. De tre andre som var der, havde været der en uge!

Beslutningen – en billig tur
Som én sagde på min vej: 70% af caminoen er beslutningen om at gøre det. Egoet vil finde ALLE MULIGE gode undskyldninger for at undgå forandring. Forandring er smertefuldt.
Jeg brugte kun 8500 kr. på 30 dage inkl. fly, overnatninger (inkl. 5 hoteller), mad osv. En rejse hvor man ikke kan læne sig tilbage i sløvsindet med guide, men hvor alle livets redskaber skal i brug.
En rejse jeg kun blev klog på. Ikke en ferie, men en livsopgave. Og det er kun en begyndelse. Jeg vil inspirere andre til at gå caminoen med mine True Nature Events i København.

Det var 0,01% af min camino, forsøgt nedskrevet med begrænsende ord. Husk min oplevelse bliver aldrig din, ligeledes med hvad der står i en bog eller på nettet. Din vej er kun din.
Buen Camino

Livet er vores hjem og vi er altid hjemme!