Den Indre Opvågning

Livets Blog (7.11.17)

At vågne op er som at være en Duracell kanin som hele sit liv har levet et liv på genopladelige batterier på 9V i en lukket papkasse, til pludselig at få 220V direkte ind gennem kroppen, og erkende at den er den strøm.
Hvad i starten kan opleves så fremmet for ens person og Selv (hele den menneskelige konstruktion) og til tider skræmmende, er det den dybeste mening med at være menneske.
At vågne op til dét vi er. Det er det eneste vi som menneske kan gøre os fuldkommen.
Disse ord kommer fra dette sted.

Det eneste som kan føre os hjem er at overgive os ubetinget til dét vi dybest set er. Dét som er større end vores liv og person. Dét som indfrir al smerte og modgang. Dét som nærer os indefra, ubetinget.
Den indre essens/bevidsthed er kilde til alt det vi leder efter. Dens eksistens er mening. Det eneste som kan slukke en længsel efter at finde eller opnå noget i det ydre liv er ved at åbne ubetinget til den indre sandhed, som er større end vores liv, person, følelser og vilje. Det vil aldrig aktivt kunne findes; vores person vil aldrig kunne finde eller opnå det.

Det eneste vi i bund og grund leder efter her på jorden, er dét vi har isoleret os fra gennem vores person og Selv. At vi kun lever efter vores person og os Selv, er en programmering, som opleves og føles som virkelighed – det er vores liv: Der er noget som er godt, noget som er skidt, for det er dét vores person og Selv reagerer på og har viklet sig ind i og har konkluderet på.
Vi tror det her er livet, og gang på gang på gang falder skuffende sammen. Og det er helt okay. Det er herfra vores livsmission starter.
Det er som et computerprogram, som kun kan se og forstå sig selv som dette program, som kun kan det samme: tænke, føle, begære og reagere. Polarisering. Nervesystemet bliver sandheden i dette program. Det er smertefuldt. Vi ønsker forandring, komme væk fra smerten, bygge identitet op omkring den og søger det tabte i det ydre.
Programmet har endnu til gode at overgive sig til styresystemet, så at sige, som styrer alle programmer, og slippe al kontrol og identifikation med programmet.

Det starter med hjertet
Det som introducerer os til den dybere virkelighed er gennem og starter i hjerte-feltet.
Og det har vi alle lært at lukke ned for fra barns ben, ned til kun det personlige plan frem for ubetinget at være åbne.
Vores dybere eksistens, dét vi dybest set er, er det eneste vi søger efter. Det er dét som personen og Selvet leder efter. At komme hjem.
Der er noget større ved livet, som vi ved er sandt, men ikke kan sætte direkte ord og handling på. Som at kunne smage noget man ikke kan se. Men vores person og Selv kan ikke gøre dette.

Hjertet er døren til vores essens. Det som ikke ønsker at åbne hjertet ubetinget er vores person og Selv, for det vil forandre hele den konstruktion vi har bygget op.
Det paradoksale er, at det er det eneste som kan ”give” os dét vi søger. At åbne ubetinget til dét vi er – en væren af ubetinget dyb kærlighed, som er alt, i alt. Når vi åbner til den ved vi.

Når vi tør være hudløst ærlige overfor dét vi ved er sandt fra hjertet og dybere end vores person og liv, følelser, tanker, komfort.. og giver vores liv til den lille sprække af lys vi alle kender en smag af, vågner vi op til en dybere virkelighed. En virkelighed af dybere mening, kærlighed, forbundethed. For det er hvad vi er – det som aldrig kan dø. En upersonlig kærlighed, en hjemkomst midt i livet, uanset hvilken person eller Selv vi har levet med.
Jo mere vi giver vores liv til det som nu er åbent, midt i vores alm. liv, desto mere vil det forandre vores person og Selv til det dybere vi er vågnet op til. Uanset hvilke følelser, tanker, traumer osv. som samtidig nu dukker mere uforhindret op i vores person og Selv fordi vi åbner, frem for at forblive lukkede.
Vi bliver transformeret og renset uden at gøre noget, simpelthen ved at have vores bevidsthed hjemme og inde i noget som større end vores liv – noget sandt som ikke kan dø eller ødelægges. Det er sand tryghed.
Jo dybere vi kommer ind jo mere vil vores essens, dét vi dybest set er, åbne sig fysisk i kroppen. Vores essens vil bevæge sig rundt elektromagnetisk i kroppen og forandre og heale vores Selv og person, til et integreret helt og højere Selv.
Disse strømninger er så ubetinget kærlige, livgivende og healende – som at hele universet lever inden i én. Alt er indeni. Ekstatiske og tiltider orgastiske.

Hvilke øvelser skal man lave for at hjælpe dette på vej? Ingen – simpelthen bare forblive åben og lade sig blive taget og absorberet af de indre og dybe strømninger. Uanset hvilken pris det har for personen og Selvet. Også midt i Netto eller foran Netflix. At respondere på det indre givende liv – der er intet at forstå i dette. Forståelse får os væk fra det dét handler om: at overgive sig til det dybe, midt i vores liv, uanset hvad der end dukker op af turbulens. Måske kommer der efterfølgende en indre viden. Men den er ikke nødvendig.

Når bevidstheden tager over kroppen
Når vi tillægger den indre essens og sandhed mere værdi, indre fra, end vores Selv, person og liv, vil bevidstheden og essensen åbne hjernen energetisk og på denne måde tage nænsom styring over vores krop og transformere alle planer af os som mennesker: Mønstre, traumer, alt fra det ubevidste. Hovedrengøring som sker over tid. Hjernen er overtaget af kærlighedsstrømninger. Når hjernen er aktiveret af opvågningen er livet slut – det liv som vi troede var virkelighed og havde en vis betydning og mening. Vi vil nu blive absorberet og taget ind i dybere tilstande, som vil destabilisere vores person og Selv yderligere, fordi det forandres af noget som virker komplet ukendt og fremmede. Det kan opleves som skræmmende for Selvet og kroppen – det ændrer alt hvad vi har lært og troet var virkelighed, sit ud fra vores alm. livs perspektiv.

Jeg havde en periode, hvor jeg oplevede dyb panik i kroppen, når det dybere absorberede mig midt i dagligdagen, i et personalemøde eller i samvær med andre.
Det var så fremmede og alt-omsluttende, som om min person kunne dø hvert et øjeblik.

Tilstande som at være flydende, svævende og være taget indefra af noget som er større. Det er intenst at leve og møde livet herfra. En anden dyb vejrtrækning, kontakt til naturen og mennesker. Kroppen er taget over af universet. Universet lever og bevæger sig indeni. Alt er nyt, forfriskende, forandrende og dybt levende fra dette sted. Meningen er indeni. Som en blid orgasme af kærlighed i hele kroppen som ingen ende tager. Det er at være hjemme, midt i livet. Fuldendt, trods ydre former (personen som er fyldt med mangler). Ja, selv når den ydre person oplever at være ulykkelig, er lyset stadig tændt. Rejsen mod at være ét på jorden med den dybeste sandhed, som vi alle er, åbnet i kroppen og kropsliggjort. Det kan ikke forstås, kræver ingen forståelse, faktisk sænker forståelsen processen og responsen. Vi forstår først når vi ER det vi overgiver os til, og det har ingen ende.
Kærlighed har ingen ende på dybder. Det erfarer vi når vi åbner os til den. Kærlighed er helt upersonlig.

Der er ingen spirituel vej at gå
Processen kræver ingen bøger, meditation, kurser eller øvelser – et ønsker om at forandre noget, det kan sænke processen. Ærlighed og åbenhed overfor dét som er dybere end vores liv, person og Selv er den direkte vej, uden trossystemer, dogmer, regler, skemaer.
Det er så simpelt, så smukt. Den hurtige vej til opvågning er ved at være sammen med et menneske som er vågnet op, lever og har integreret det dybe i sig fysisk. Der kan en opvågning og indre aktivering meget nemmere finde sted, hvis bare vi responderer på den i mødet. Sandhed kræver ingen proces eller vej.

Næsten alle mennesker kender en bid af den dybere sandhed indefra. Mange får spontane opvågninger, som giver dem en nøgle af sandhed, en invitation til at leve denne sandhed. Oplevelsen er budbringeren, men selve oplevelsen forsvinder igen – det som efterlades er den indre dør, den indre viden om hvad der er sandt og værd at give sit liv til. At leve efter den dybere sandhed uanset oplevelserne og sammentrækningerne som kommer fra vores alm. liv, person og Selv.

Når vi vågner op, slutter vores liv som vi har levet op til. Døden indfinder sig. Løgne brister langsomt. De findes kun i vores ydre liv, vores person og Selv. Alt det vi holder fast i, vil gøre ondt indtil vi giver ubetinget slip. Det eneste som ikke kan dø og som kan være stille og fredfyldt midt i vores ydre liv, er sandhed. Den ses i øjnene. Øjnene lyser og smiler, endda midt i hvad der kan opleves som en krise i ens person og Selv.

Den eneste pris der er at betale er vores ydre liv og person, som langsomt vil miste sin luft – og det er samtidig en kæmpe befrielse. At selvom ens person og Selv reagerer, har det nu meget mindre betydning – for vi er ubetinget hjemme i den indre sandhed, koste det hvad det vil. Og det skaber automatisk den forvandling vi har forsøgt at handle os mod og med som person. Døren til lyset står åben. Intet kan ændre det. Absolut intet.
Sandheden smelter alt, som ikke er sandt.

 



Der er lukket for kommentarer.

Hvad bruger du din smerte til?
En oplevelse af sjælen
Naturen er oplyst
Kærlighed – Hvad er det?
Inline
Please enter easy facebook like box shortcode from settings > Easy Fcebook Likebox
Inline
Please enter easy facebook like box shortcode from settings > Easy Fcebook Likebox