Har du egentlig lyst til at se din familie?

Livets Blog (27.05.16)
Jeg smider en bombe. Det vi ikke taler om.
Vi kommer ikke udenom. Familien. Har du egentlig lyst til at se den?

I min vinterbadeklub mødte jeg i foråret 2015 en ældre herre hver morgen i saunaen. Efter nogle dage, begyndte han at tale om sit forhold til sine forældre.
Da han var 27 år valgte han at sige endegyldigt farvel til dem. Det havde været et forfærdeligt krænkende forhold for ham.
Det rørte mig dybt – noget gav dyb genklang inde i mig. Jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage i saunaen.

FARVEL
Efter jeg gik caminoen i sommeren 2015, kunne jeg mærke at mit forhold til mine forældre, som jeg kendte det, var slut. Jeg kunne ikke mere. Lysten var væk. Det føltes tomt, ligegyldigt og fyldt med vrede.
I årevis har jeg egentlig følt, at der var noget galt med mig, noget jeg skulle ”arbejde på”, for hvordan kunne jeg opleve så meget modstand på at være sammen med min egen familie? Det måtte jo være mig.
Jeg følte mig skyldig og skammede mig, forsøgte at fortrænge mine følelser. Det havde jeg lært.
Men efter caminoen indså jeg, hvor befriende det var, at være væk fra dem og uden at skulle være i kontakt med dem.
Jeg kunne ikke holde facaden og modstanden nede længere. Der kom et udbrud. Jeg meldte ud, at jeg ikke ville se dem mere.
De skulle hverken skrive, ringe eller kontakte mig. Jeg ville selv vende tilbage, hvis jeg fik lyst.

Jeg har i bund og grund holdt ud for deres skyld. Ikke for min egen.
Jeg har spejlet deres behov for at opretholde status quo, så deres liv ikke brister. Det ønsker jeg ikke at bruge mit liv på mere og stå til ansvar for.
Jeg har følt jeg har skulle passe på dem og tilpasse mig – rollen som lå til mig i barndommen.
Når det falske selv/overlevelses-Jeg’et fra barndommen forvandles, forandrer det alt: Relationen til os selv, familien, venner, hobbyer osv. Det hele bliver vendt på hovedet. Vi må starte livet på ny, et nyt sted.
Det gør det svært at opretholde en relation, som tidligere har haft en klangbund af overlevelse, en spejling af det falske selv.
Den kollektive overbevisning om, at man skal elske og have et godt forhold til sine forældre, er bare en overbevisning. Løsningen er individuel. Tilgivelse og accept er en mulighed.
Én ting er helt sikkert: Vi gennemgår alle forskellige faser i vores liv, og vi kommer ikke udenom denne smerte, hvis vi ønsker at leve et frit og lykkeligt liv. Erfaringen og erkendelsen er vejen. Først derefter forandrer livet sig. Livet er konstant foranderligt som menneske.

BETINGET KÆRLIGHED – NARCISSISMENS SKYGGE
Mange af os er opvokset i betinget kærlighed: Når vi som børn var på en bestemt måde blev vi holdt af. Men når vi blev ”besværlige”, krævende eller måske følsomme, blev vi lukket ned og gjort skyldige og til skamme. Narcissistiske rammer af kontrol – for at dække egne behov for at undgå sin egen smerte. Det er det værste og mest krænkende man kan gøre overfor et andet menneske. Sjældent er det bevidst. Eller måske var forældrenes eget lys (i depression/desperation) ved at brænde ud – så må barnet holde det tændt for dem, og opgiver sig selv.
Der er en rolle klar til hvert barn som bliver født ind i en familie. Det kan man kalde vores skæbne, som konstruerer vores kommende liv – med sin smerte, frygt, perspektiver, glæder og sorger.

Helt tidligt i mit liv, oplevede jeg, at min mor havde brug for hjælp og omsorg, og det resulterede i at jeg opgav mine egne følelser og behov og rettede mig mod hendes, i stedet for mine egne. Det er almen overlevelse for et barn. Det skabte svær separationsangst, og bl.a. manglen på afgrænsning og ikke vide hvem jeg selv selv var.

Set udefra har jeg haft en barndom med en masse gode ferier og oplevelser, og har ikke manglet noget i det fysiske. På det følelsesmæssige plan, har jeg været svært udfordret – en tåge. Angst for hver en følelse.
Forældre som ikke kan håndtere deres egne følelser og tilstande, bliver automatisk børnenes udfordring. Forældre som er ”voksne børn”. Hvor gensidig afhængighed bliver en realitet. Noget for noget.

Mine forældre havde ikke lært at håndtere sine følelser og livet indefra, ligesom deres forældre ikke havde. Det kan sætte dybe smertelige spor, som mange af os kæmper med i os selv.
Det er et kollektivt problem, noget som kommer fra generationer tilbage i familietræet: traumer og dybe relationsproblemer, som er givet videre, fordi de ikke er helet. Og det tager tid!
Mine forældre har gjort deres bedste og har givet mig så meget, men jeg har forandret mig meget de sidste år – jeg er ikke den samme mere.
Deres egen modstand mod deres forældre lever i mig, den startede ikke i mig. Hele min familie har denne modstand. Den har levet gennem generation til generation. Det er en skæbne som vi har valgt som den bedste læremester for os.
Dette er min løsrivelse – den er nødvendig, for at blive hel.

ÅBENHED OG ÆRLIGHED ER VEJEN
Jeg ønsker ikke at udstille min familie. Jeg ønsker den helet, jeg ønsker åbenhed. Men jeg har behov og lyst til at dele min sårbarhed med verden, for jeg ved, at der er så mange derude som har det på samme måde. Du er ikke alene.
Min egen erfaring er, at det som kommer frem i lyset, kan jeg ikke længere styre mig.

Det her er en opfordring til at være tro mod os selv. Der er ikke andre til det. Det vi føler er sandt og er 100% berettiget.
Det er okay at hade sine forældre eller føle afsky. Der er altid en valid grund. Vi kan ikke forandre noget, hvis vi ikke tør mærke og møde sandheden som den er. Altså vi må starte med at mærke og udtrykke modstanden, før vi kan komme dybere ind mod et mere velmenende sted.
At forandre sig gør sindssygt ondt – derfor er det nemmere at blive i den samme gamle relation med familien, så vi kan spejle hinanden i den, i tom tryghed, og undgå at gøre nogen ”ondt”. Men det er en bjørnetjeneste – det er ikke kærlighed. Et fængsel som vi selv ubevist er vogteren af.
Vi gør faktisk mere ondt ved at blive i det. Det er fortsat krænkelse af os selv, som mange af os automatisk har lært.

“Det som kan briste må briste” (Lars Muhl)

Det er rejsen fra betinget kærlighed til ubetinget kærlighed.
Jeg ønsker at give slip på det som ikke gavner mig – blive et helt og frit menneske. Det er min sjæls livsmission. Det har sine dybe konsekvenser, men i sidste ende den største gave for alle parter.
Ærlighed er ild og brænder det som skal brænde – sandheden kan tåle den. Den sætter os fri.
Del smerten – vi er alle en del af den.
Dette er bare ét perspektiv.
I sidste ende handler det hele om forholdet til mig selv.
Og sådan ser livet bare ud nu.

Opdatering sommer 2016: Jeg ser igen mine forældre. Det har været en indre proces, som jeg skulle igennem. En nødvendig vej for mig.