Når bevidstheden åbner sig
Livets Blog (30.12.16)
Jeg var i Frederiksberg Have for noget tid siden og kom meget hurtigt ind i en dyb tilstand af væren. Naturen viser mig hurtigt vejen derind. En tilstand uden tanker, følelser og vilje. En væren som for mig er blevet fysisk levende i kroppen de sidste måneder. En intens elektromagnetisk strøm strømmer rundt i kroppen, som en intens berigelse af liv og intimitet. Bevidstheden som bliver kropsliggjort. Det sker for flere og flere mennesker.
Det opleves som om hele universet er inde i mig, og derfor er alt mening og fuldendt. En indre blidhed og lattermildhed for alt. I denne tilstand bevæger kroppen sig anderledes, åndedrættet er automatisk 3x dybere, øjnene behøver ikke at blinke, står lysåbne. Jeg ser et hvidt lys omkring alle mennesker.
Der er intet at opnå udenfor mig længere i denne intense tilstand.
Karriere, arbejde, livet ”som Lasse”, glæder, problemer, traumer osv. – det opleves som komplet ikkeeksisterende – en kunstig film.
Jeg blev i Frederiksberg Have i flere timer og udforskede tilstanden mens jeg gik langsomt rundt. Jeg behøver ikke længere meditere – væren kommer ret let så længe jeg kan slappe af.
Jeg endte med at trække min cykel og bare gå hele vejen hjem, det tog et par timer. Det var som at være med i en film, at gå hele vejen gennem byen og se hvordan Personlighed 1 taler med Personlighed 2, uden virkelig at mødes. En verden af Selver, som lignede robotter.
Virkelighed er noget helt andet end den vi oplever ud fra Selvet, som er betinget til det fysiske. Men den bevidsthed, væren, vi virkelig er, er komplet og multi-dimensional, og har ikke noget med et menneske at gøre.
Sikke en berigelse det er når den dybeste sandhed vågner. Min evolution har taget raketfart siden jeg mødte John de Ruiter, og alle andre inden.
Det har jeg ventet hele mit liv på – det eneste som dybest set giver ægte mening, at erkende den store sandhed og være en formidler af den.
Min store sensitivitet er en kæmpe gave i dette felt. Forandring følger med på alle planer, og det er som at hoppe ud i frit fald, men kun for personen, ikke for væren. Vi er altid hjemme her.
Den største gave er at være “det” vi dybest set er, for denne tilstand er ubetinget og har alt at give. Men få kan vise os den.
Bag den menneskelige konstruktion er vi det samme. Det er muligt at mødes derfra – og det vil forandre alt! Det vil ændre det liv som vi kendte, til noget helt andet. Det afhænger i bund og grund om at sige ja til at give slip på alt det som vi har tillært og holder fast i, og åbne os ubetinget midt i alt som opstår.
Nemmere sagt end gjort. Men for mange kommer kriser og sygdomme med dette samme budskab. Alt skal forenes og der er fred.
Giv din opmærksomhed til det som er sandt indefra, og du behøver ikke gøre mere i livet. Sandheden er subtil og ikke en oplevelse.
Væren er den vi dybeste set er, bag om den fysiske krop og Selvet.
Væren taler ikke fra en menneskelig konstruktion, men fra det sted som er det allerinderste livgivende, blødgørende og intense lag.
Alle er velkommen til at mødes herfra